Slået op d.

Sygdomme hos høns

Syge høns – forskellige lidelser og mindre skader

Hvis du opdager noget, som ikke er, som det skal være, så tag det roligt. Det første du gør, er at søge hjælp fra en erfaren hønseejer og helst få ham/hende til at komme og se på dine høns. Men et telefonopkald kan også være nok. Sygdomme hos høns kan oftest kureres relativt nemt,  men hvis du ikke er helt sikker på diagnosen eller behandlingen af fuglen, skal du naturligvis kontakte dyrlægen.

 

Forkølelse

Det er muligt for høns at blive forkølede, selv om det klassiske symptom løbenæse også kan være tegn på andre problemer. Som hos mennesker er sandsynligheden for infektion øget, når man udsættes for træk, fugt og pludselige temperaturforandringer. Forkølelse går over af sig selv , men man kan også købe midler til høns hos dyrlægen eller dyreforretninger. Smitsomt udflåd er en bakteriel tilstand, som giver lignende symptomer som almindelig forkølelse med besværet vejrtrækning og hævede øjenlåg. Behandling med antibiotika er meget effektivt i denne smitsomme tilstand.

Symptomerne kan for den uerfarne minde om fugleinfluenza, og det er klart, at hvis man får den mistanke skal man omgående kontakte dyrlægen.

 

Forstoppelse

Kroen på en høne kan blive forstoppet af mange grunde, hvoraf den mest almindelige er tilstopning af fjer, affald eller langt græs. Man kan prøve at give hønen varmt vand at drikke for at udvide kroen og derefter massere og rotere den med hånden. Hvis det ikke virker, kan man i nogle tilfælde operere hønen, men ofte. Vil det være nødvendigt at aflive den og analysere kroen nærmere. På den måde løn man finde ud at hvad problemet var og forebygge, at det sker for andre høns.

 

Lopper

Hønselopper kan man se med det blotte øje. Loppeangreb hos høns bliver nogle gange synligt ved vægttab og tilsynekomst af bare pletter mellem fjerene, og kam og hagelapper ser blodfattige ud pga. blodtab forårsaget af de snyltende lopper. Lopper trives i varme, fugtige omgivelser og er derfor mest et sommerproblem. Behandl hønsene med loppepulver og sprøjt alle overflader i hønsehuset for at udrydde loppeæg, pupper og larver. Sprøjtning skal gentages mad jævne mellemrum – så tit som hver tredje uge i varmt vejr.

 

Lus

Disse parasitter findes i adskillige udgaver, og hver har en forkærlighed for en bestemt del af hønen, men de findes oftest omkring kloakken (og i toppen på toppede racer). Ved at skille fjerene kan man se de små, lyse lus løbe omkring Se efter luseæg i form af grå-hvide skorper omkring kloakken og i fjerene under vingerne. Høns behandles med enten store doser lusepulver eller flydende, kemisk spray. En ugentlig gang lusepulver i redekasserne beskytter liggehøner mod smitte, mens hanerne må behandles individuelt.

 

Fjerplukning

Fjerplukning er typisk resultatet al overfyldte forhold og kedsomhed. Ved at give hønsene mere plads, flere støvbade og regelmæssige tilskud at grønt, kan den uvane oftest fjernes, selv om det kan være vanskeligt at standse den, når den først har fået fat. Oftest er det kun en høne, som begynder, efter at være blevet angrebet, og hvis der er blod, vil den og de andre i flokken fortsætte med at plukke den. Til sidst er hals, gumpe og kloak helt bare, og i værste fald vil flokken fortsætte plukkeriet, til offeret er så alvorligt skadet, at hun dør. Plukkede høns kan sprøjtes med anti-plukningsmiddel og sårene behandles med sårbehandlingsmiddel.

 

Prolaps

Denne tilstand ses sjældent hos intensivt opdrættede høns, men er ret almindelig hos i øvrigt sunde, fritløbende høns. Den opstår hos uudvoksede eller let overvægtige høner, som har lagt mange æg, og den skyldes anstrengelse, som medfører, at kloakmusklerne skubbes ud af kroppen med ægget inden i. Hvis der opstår prolaps, skal ægget knuses forsigtigt og fjernes, og de udsatte organer rengøres med noget mildt antiseptisk. Derefter kan man smøre noget salve på og forsigtigt skubbe det tilbage i maven på hønen (der er lettest, hvis hønen holdes med hovedet nedad). Hold hønen isoleret i en lille løbegård i en uge, og fodr hende med en diæt af korn-baseret foder. Hvis problemet ikke genopstår, kan hønen sættes tilbage i flokken.

 

Orm

Høns kan få to slags orm: bændelorm, som er flad og leddelt, og rundorm, som er rund og glat Hver af disse parasitters livscyklus indebærer oftest æ stadium i miljøet eller hos en midlertidig vært. Men de fleste overføres fra høne til høne gennem afføringen – der udskilles befrugtet orm, som straks samles op af en anden høne. Bændelormæg kan også overføres med afføringen eller indeholdes i de bageste led af ormen, som med mellemrum brækker af og udskilles. Disse æg spises af snegle og biller, som igen spises af fjerkræet. Høns med orm kan have øget appetit kombineret med et fald i ægproduktionen. Kammen ser lyserød ud, og høns med voldsomt ormeangreb udskiller bunker af død orm. Man udfører normalt forebyggende behandling to gange om året med et ormemiddel i foderet. Det anbefales at lade dyrlægen ordinere et passende middel.

 

Mider

Der er mange midearter, hvoraf den mest kendte er blodmiden. Trods navnet er denne parasit faktisk grå-hvid eller sort i farven og bliver kun rød, når den er fuld af blod efter at have suget på hønsene om natten. Røde mider lever og formerer sig i sprækker i hønsehuset så tæt på deres mad som muligt – derfor deres begejstring for enden af pinden og indersiden i redekassen. Se efter de karakteristiske tegn på mider – blodspor af maste mider på overfladen af æggene – og inspicer natlogiet regelmæssigt med en lommelygte. Andre mider på størrelse med bladmiden er den grå mide og fjermiden, og de opholder sig konstant på hønes krop, oftest omkring kloakken. Høns, som lider af en kraftig invasion af mider har også tendens til at blive skællede i ansigtet. Blodmiden og den grå mide kan sprøjtes med pyrethrumspray; en enkelt behandling er sjældent nok, men må følges op af flere.

Kalkbensmider adskiller sig fra andre mider ved kun at angribe hønsenes løb og fødder. Ubehandlet kan løbene blive hævede og skællede, og efterhånden kan fuglen blive gangbesværet. Miden borer under skællene på løbene og skaber tunneller, hvor den kan formere sig. Gammeldags midler er svovlsalve, paraffin- og hørfrøolie. Vaseline er også godt, det lukker åbningerne mellem skællene og forhindrer miden i at ånde. En anden mulighed er at bede dyrlægen se på det.

 

Kommentar

comments

Powered by Facebook Comments