Udgivet i

Dioxinforurening

Dioxinrester i æg fra fritgående høns

Dioxin molekylestrukturDioxiner er en gruppe af stoffer, der kandiderer til at være blandt de giftigste der findes (Læs Wikipedia). I modsætningen til mange andre stoffer, der også påvirker miljøet negativt, dannes dioxin udelukkende i vand ved forskellige forbrændingsprocesser, metalfremstillinger og forskellige kemiske processer med klor. Stoffet bliver altså ikke fremstillet industrielt, da det ikke har nogen nytteværdi. Det er dog alligevel et biprodukt ved industrielle processer, affaldsforbrændinger og biltrafik. Dioxin nedbrydes desuden meget langsomt i miljøet og er næsten uopløseligt i vand, hvorimod det sagtens kan opløses i fedt. Disse faktorer gør, at dioxin koncentreres op i fødekæderne i fedtvævet, hvorfor fødevarer, der indeholder fedt, er dioxinholdige.

Daggamle kyllinger - skal de ende som burhøns eller fritgående do?Det giftige stof er f.eks. konstateret i laks fra Østersøen, hvor fiskearten havde et voldsomt
højt indhold af dioxin. For nyligt har Fødevarestyrelsen også diagnosticeret dioxinrester
i prøver af æg fra 30 mindre besætninger med udegående høns. Prøverne var taget rundt
omkring i Danmark, og i fire af prøverne lå dioxin over grænseværdierne. Det skræmmende
resultat vidner altså om, at dioxin er et yderst farligt bekendtskab.

Men dioxinbelastede fritgående høns er ikke et nyt fænomen. Problemstillingen er velkendt og i virkeligheden er hønsene – såvel som Østersøens laks – bare en markør for et generelt problem, der angår os alle! Læs fx denne artikel fra år 2000 i Ingeniøren (mere dioxin i øko-kyllinger)

Den menneskelige kontakt med dioxin sker altså næsten udelukkende gennem kosten, især
ved indtagelse af fisk, kød, æg og mejeriprodukter, der alle har et højt fedtindhold. Ydermere
vil man dog kunne eksponeres gennem huden og ved direkte indånding. Det faktum, at
stoffet også findes i bilosen, gør nemlig stoffet til et frygteligt bekendtskab. Dioxin er nemlig
bl.a. mistænkt for at være yderst kræftfremkaldende og for at øge risikoen for sukkersyge.
Dioxin er, som nævnt tidligere, fedtopløseligt og vil derfor lagres i alle fedtholdige dele af
kroppen. I leveren er der en type proteiner, der binder sig specielt nemt til dioxin, hvilket
betyder at leveren er det største lager for stoffet i kroppen. Halveringstiden for dioxin i
menneskekroppen er desuden mellem 7 og 11 år. Det betyder altså, at stoffet kan ophobes
i kroppen i årevis. Selv meget lave doser vil altså også over tid kunne udvikle sig til store
koncentrationer. Dioxin har endvidere også indflydelse på DNA-strukturen, hvilket på længere sigt kan give alvorlige mutationer i allerværste tilfælde.

For at forhindre dioxin-forgiftning af mennesker har myndighederne indført forskellige
former for kostråd og regler for fiskeri i enkelte områder, der begrænser udslippet af
det farlige stof. Sådanne tiltag er imidlertid kun rettet mod at reducere og begrænse
konsekvenser af udslip der gør skade. Vigtigere er det dog at fjerne det dioxin, der allerede
er i omløb og forhindre, at endnu mere dioxin slippes ud i naturen. Det nylige fund af
dioxinrester i æg fra fritgående høns sætter samtidigt endnu en gang en tyk streg under
problemet med den grænseløse dioxinforurening. Dioxin udgør en kæmpestor trussel for,
ikke bare vores samfund som helhed, men især også for det enkelte individs ve og vel. Det er
altså ganske enkelt åbenlyst, at der bør gøres noget for at begrænse de modbydelige udslip af
dioxin i fremtiden.