Foder til høns – hønsefoder eller madrester til høns?

foder til høns: madrester

Foder til høns

Man får det ud af sine høns, man kommer i dem. Hvis du fodrer dem regelmæssigt, er der ingen grund til, at de ikke skulle kunne producere æg, kød og gode kyllinger. Men det forkerte foder til høns betyder, at al den næring de får, bliver brugt til kun at holde deres kropsfunktioner ved lige. Heldigvis er det både nemt og rimeligt billigt at fodre høns. De finder selv insekter, frø, larver og friskt græs i hønsegården, især hvis den kan flyttes jævnligt. Som supplement behøver hønsene to måltider dagligt, og det kan være foder købt i en landbrugsbutik eller en dyreforretning.

Hvad spiser høns og hvad er det bedste foder til høns?


Høns er altædende, og hvis de får lejlighed til det, lever de af frø, urter og blade, larver, insekter og endda små pattedyr som mus. Alle fugle har et indbygget instinkt for at søge efter føde. De har fuldt farvesyn og en højtudviklet høresans, som for tusinder af år siden anvendtes til at holde trit med resten af flokken, alt imens de gik rundt på store områder med tæt bevoksning på jagt efter føde. Selv vore dages højt domesticerede racer har samme trang til at skrabe efter deres føde.

Tamme høns fodres typisk med fabriksfremstillet foder, som indeholder proteiner, vitaminer, mineraler og fibre. Det fås i form af kugler, piller eller grutning, men stort set alle typer fjerkræ (med visse undtagelser, f.eks. æglæggende fugle) har også godt af tilsætning af blandet korn. Mere om korn senere.

Fjerkræ har varierende behov for næringsstoffer i forhold til alder. Kyllinger og dværghøns behøver f.eks. meget mere protein, når de vokser hurtigt, end når de er ældre og begynder at vokse langsommere – mellem 10 og 18 uger eller der omkring.

Næringsmæssige behov

Som med alle andre dyr har høns også et behov for tilstrækkelig næring.

Protein

Fugle behøver protein til vækst, vævsopbygning, for at lave æg og udvikling af immunitet mod sygdomme. Protein får høns gennem bl.a. kål, bønner, frø (solsikke, blomsterfrø mm), larver, orme og biller.

Fedt og kulhydrat

Fedt og kulhydrater bruges til at skaffe varme og energi. Al overskydende næringsstoffer opbevares i kroppen som fedt. Kylhydrat og fedt får høns bl.a. fra grøntsager, frugt, ris, frø og kartofler.

Fibre

Fibre er nødvendigt i små mængder for at holde gang i fordøjelsen fx i form af frø eller grove grøntsager (rodfrugter, kål).

Vitaminer og mineraler

Endelig skal der vitaminer og mineraler til, hvor de sidste også bruges til dannelse af knogler og æggeskaller. Vitaminer er med til at forebygge sygdomme og vedligeholde et sundt immunforsvar. Vitaminer får høns bl.a. gennem frugt og grønt, mælkebøtter, græs, frø og kerner. Mineraler får dine høns fra samme kilder og fuglesand (kyllingesand).

Generelt om ernæring til høns

I naturen indeholder fugles føde alle nødvendige fedtstoffer, kulhydrater og plante- og dyreproteiner plus tilstrækkelige mængder at naturligt forekommende vitaminer og mineraler. Høns i fangenskab har derimod ikke længere frihed til at sammensætte deres egen madpakke, så det er vigtigt, at du tilbyder dem en kost, som er velafbalanceret og giver dem alle de næringsstoffer, de behøver i hvert livsafsnit.

Liggegale høner

En liggegal høne spiser meget lidt, når den ligger, og kræver kun en simpel kost bestående al blandet korn med masser af majs samt friskt drikkevand for at holde vægten og varmen. Den behøver ikke andre næringsstoffer. Hvis den får korn har den færre afføringer, og tilsmudser derfor ikke reden.

Kyllinger

Selvom du har tænkt på hjemmelavet eller økologisk foder, bør du ikke lade dig friste af at lade kyllingerne leve udelukkende af rester fra køkkenet. Uden de rigtige proteiner på dette stadie kan kyllingerne dø eller i bedste fald blive underernærede.

Det er helt nødvendigt med specielt kyllingefoder, fordi det ikke bare indeholder alle de næringsstoffer, der er nødvendige, men desuden nogle nødvendige medicinske tilskud til bekæmpelse af coccidiosis.

I de fleste tilfælde er kyllingefoder nødvendigt op til tre-fire ugers alderen, men nogle indavlede typer eller mere sarte dværghøns kan behøve kyllingefoder dobbelt så længe. Det skyldes at disse høns ikke er så gode til at optage alle de essentielle næringsstoffer i føden.

Opvoksende fugle

Specielt voksefoder er bedst til voksende fugle. Det har et lavere protein- og vitaminindhold end kyllingefoder. Hønniker må ikke overfodres eller få for meget protein, så de vokser for hurtigt uden at modnes indvendigt. Det medfører forskellige æglægningsproblemer og eventuel delvis fældning, når de skal begynde at lægge æg.

Læggehøns

Køb en god blanding med ca. 17% protein til æglægningshøns, og giv dem det enten som groftmalet grutning eller som piller. Korn eller andet proteinfattigt foder bør ikke gives til æglægningshøns, da det vil medføre ubalance i den nøje sammensatte færdigblanding, selv om det i praksis kan synes at være harmløst i en lille flok høns.

Spisehøns

Hvis du opdrætter hanekyllinger til kødproduktion, kan madrester fra køkkenet være en uvurderlig tilsætning til deres kost. Især når det kombineres med proteinrigt og fedtrigt færdigfoder. Det kan i hvert fald fede dem godt op.

En kylling, der er opfedet på den måde, er væsentligt mere smagfuld end de fleste kommercielt producerede papkyllinger, og den varierede kost (især hvis den også får majs) gør dens kød saftigt. Med denne fodringsmodel er en fugl klar til at spise, ikke efter et bestemt antal uger, men når den har taget nok på i vægt – løft den op, vurder dens vægt og mærk dens bryst. Hanekyllinger så unge som ti uger kan være meget lækre at spise; de kendes som poussiner og er dyre at købe.

Avlshøns

Høns, der bruges til avl, behøver et righoldigt foder med protein og sporelementer, for at afkommet ikke skal lide af fejl-ernæringstilstande. Fuldfoder til avishøns er, som navnet angiver, passende til høns, som du har til hensigt at avle på til næste års bestand, og som bør fodres fra midt på vinteren. Fuldfoder kan man også give til avlshøns, og faktisk kan det bruges til enhver tid i et haneliv, hvor kroppen har ekstra behov, f.eks. når hønsene fælder.

Færdigfoder

Det er noget af en kunst at bedømme og sammensætte alle de nødvendige ingredienser i hønsefoder. Heldigvis er der ingen grund til at producere perfekt hjemmelavet foder, da man kan købe det færdigt.

Enhver, der bekymrer sig om ukendte tilsætningsstoffer i færdigfoder til fjerkræ, kan vælge kemikaliefrit foder til fritgående eller økologiske høns. Uanset hvad du vælger, så køb den bedste kvalitet fra de mest velkendte firmaer.

Prydfuglefoder kan fås i de fleste specialforretninger. Det bruges både til dværghøns og store fugle, og er især værdifuldt, hvis man ønsker fugle i topform lige inden en udstillingssæson. Pillerne er også mindre end almindelige hønsepiller, så de er velegnede til dværghøns.

Piller eller grutning?

Piller er nok lettest at bruge og med mindst spild, men nogle erfarne avlere synes bedre om grutning (grovmalet korn). Da høns kan spise en hel dagsration piller eller korn på en halv time, begynder de hurtigt at kede sig, især om vinteren.

I modsætning hertil tager det dem omkring tre timers konstant arbejde at spise samme mængde grutning.

Piller til udstillings høns

Hvis du holder fugle til udstilling, er piller det bedste valg, fordi grutning sviner for meget.  Udstillingsfugle, især dem med skæg eller halsbehæng, ender med madrester i fjerene omkring næbbet, hvis foderet er granuleret.

Intensivt opdrættede kyllinger købt fra kommercielle opdrættere er næsten med sikkerhed opfodret på grutning.

Ændring af foder

Hvis du vil ændre deres foder, er det muligt at vænne dem til piller og blandet korn. Men for at opbygge deres modstandskraft fra starten skal de have varm grutning blandet med lidt godt som kogte grønsagsskaller, kogt ris eller knuste cornflakes. Det skal nok få ændret en afpillet, matfjeret høne til et blomstrende individ.

Når man bruger grutning, er det vigtigt at røre i den inden brug. Undersøgelser har vist, at grutningsindhold som knust kalk har en tendens til at falde ned i bunden af sækken. Høns, som udelukkende fodres med det øverste i sækken, kommer derfor til et mangle resten af disse vigtige komponenter.

Hvis du gerne vil udskifte din foderblanding, skal du gøre det gradvist over en periode på syv til ti dage.

Al forandring skal groft sagt følge dette mønster:

– Bland ca. en fjerdedel mængde nyt foder i tre fjerdedele af det gamle foder i to-tre dage.

– Bland halvt af hver i otte dage. Giv tre fjerdedele af det nye foder blandet med en fjerdedel af det gamle foder i to-tre dage. Til sidst kan du udelukkende give nyt foder.

Korn og majs til høns

Både majs og korn er godt til høns, og indeholder gode næringsstoffer.

Korn

Det er meningsløst at give en blanding af piller og korn samtidigt, da de fleste høns æder hveden og lader resten ligge. Da korn er sværere at fordøje, er det bedst at give det alene om eftermiddagen eller tidligt om aftenen, så fuglene går til ro med fuld kro.

Eftermiddagsfoderet er også en lejlighed til ikke at fodre indendørs som ellers. Hvis kornet strøs omkring udenfor mellem visne blade og andet skrabevenligt materiale, får hønsene en masse fornøjelse og motion ud af det.

Majs til høns

Den bedste kornblanding er hvede og majs, men mængden bør ikke være mere end ca. en fjerdedel majs til tre fjerdedele hvede. Dog kan man give lidt mere majs om vinteren, da det giver ideelle næringsstoffer, så fuglen kan holde sin kropsvarme.

For meget majs i en læggehønes foder er dårligt for helbredet, da der kan komme fedtaflejringer i æggestokkene, men hos spisefugle vil en kost med højt majsindhold fede dem op hurtigere og give kødet den “kornfede” farve.

Majs kan også bruges til at gøre farven på gul-løbede racer flottere til udstilling, da majs i foderet frisker op på falmede løb. Desuden bliver æggeblommerne mere gule.

Man kan købe sække med færdigblandet korn, men de kan indeholde byg. Kyllinger og dværghøns bryder sig ikke om byg,  og vil ofte lade det ligge til fordel for de andre kornsorter i færdigblandingen.

Det er derfor mere effektivt og billigere at købe hvede og selv blande majs i.

Vil høns spise frø?

Solsikkefrø, hørfrø og andre endnu mindre frø til vilde fugle og høns kan udover at dække et måltid, også bruges til underholdning for hønsene. Frø kan gives sammen med majs, bønner, ærter, grønt, havre mm., men behøves ikke være del af den daglige kost.

Det er mest økonomisk at købe frø i en sæk fremfor små poser fra supermarkedet. Her , men kun hvis du får dem brugt, inden de bliver for gamle.

Vand

Lad aldrig dine høns være uden friskt, rent vand. Hvor meget de drikker, afhænger af årstiden, foderet og hvor store, hønsene er. Du skal selv være den bedste til at bedømme, hvor meget vand, din flok drikker, noget du kun kan finde ud af ved at observere den opmærksomt.

foder til høns: madresterMadrester som foder til høns

Hvis du vil have maksimal ægproduktion, må rester fra køkkenet højst udgøre 20% af hønsenes daglige foder. Hvis du meget gerne vil bruge skræller, kan du koge dem og blande dem i foderet, men sørg for, at resultatet er fugtigt, men krummet, ikke grødet: hvis det er nemt at røre i med en ske, er strukturen god.

Selv om nogle hønseejere går ind for denne type foder, er det meget tidskrævende at tilberede, og man kan kun lave så meget, som hønsene kan spise på en halv fime, da det ellers bliver surt og uspiseligt Høns elsker rester af groft brød (hvidt brød er lige så usundt for høns som for mennesker) opblødt i mælk, ost, ris, pasta og andre kornbaserede rester.

Giv dem ikke stærke, mugne eller dårlige fødevarer, da det påvirker æggene og i værste fald giver fordøjelsesproblemer og endda kan medføre dødsfald. Afskårne blade af grønsager kan man godt give hønsene som en del af deres daglige grøntfoder.

Grøntfoder

Høns har et behov for grønsager med vitaminer og mineraler, som fritgående høns selv finder i naturen. Tidligt på året er græs, som bliver behandlet rigtigt, fuldt af kloforyl, der ligesom majsflager er godt til at forbedre farven på gule løb (ben).

Fugle i indhegninger kan også finde grønt i form af græs eller ukrudt, men høns i permanente hønsegårde skal have et tilskud. Man kan jo smide et par totter kort græs ind til dem med jævne mellemrum, men det er meget bedre at hænge friske blade op, eller servere dem i en foderhæk hver dag. Uanset metoden skal alt overflødigt fjernes hver aften og smides på kompostbunken.

Udover grønt er nedfaldsæbler og melede majs, som er for hårde til madlavning, også velkomne blandt hønsene. Hvis du har plads i haven, kan du overveje at dyrke afgrøder specielt til dine høns.

Nyttige afgrøder er: lucerne, vikke, spiret korn, raps, grønkål, hirse, mælkebøtte og kløver.

Fuglene er naturligvis også vilde med grønsager, som er gået i frø. Giv altid hele planten, da hønsene har godt af larver og mineraler i jorden omkring roden såvel som fra stængel og blade.

Ukrudt til høns

Ukrudt, der er plukket i haven, forudsat det er fri for sprøjtemidler og bilos, kan være et godt tilskud til kosten. Unghøns kan især godt lide hakkede mælkebøtter, vejbred, hyrdetaske, brøndkarse og sjovt nok hønsetarm eller fuglegræs.

grit-foder-til-hoens

 

 

 

 

Grit

Flintegus er nødvendigt for, at fuglene kan fordøje føden, når den er kommet ned i kråsen. Da sten i jorden oftest er runde, har de kun lidt indflydelse på at male føden i den rette konsistens, derfor giver man grit ved siden af foderet.

Det kan købes I specialforretninger – en høne kan forventes at konsumere ca. 30 g. om måneden. I stedet for at komme grit i et separat trug, er der nogle hønseejere, der lægger et tyndt lag i redekasserne i stedet for hø eller strå, så kan de selv sørge for at samle det op, når de ligger der.

Grit indeholder også kalk, og selv om det oftest er indeholdt i færdigfoder, kan man også give det separat som muslingeskaller eller malet kalksten. Mange hønseejere mener, at fugle der fodres med en god kvalitet æglægningsfoder, ikke behøver skaller, fordi de forstyrrer calcium-fosforbalancen og resulterer i tyndskallede æg, skøre knogler og i nogle tilfælde fjertab.

Vitamin- og mineraltilskud

Man kan købe vitamin- og mineraltilskud, men de er ikke nødvendige, fordi piller og grutning altid indeholder den nødvendige dagsdosis.

Høns med adgang til græs finder normalt tilstrækkelige vitaminer og mineraler, når de skraber, selv om der kan være visse tidspunkter på året – f.eks. om vinteren, hvor man avler og fuglene fælder – hvor et tilskud kan være passende.

Det er især vigtigt, at der er tilstrækkeligt mange vitaminer i fodret til en avlsflok, da der ellers kan komme kyllinger med krøllede, misformede tæer, skæve løb eller forvredne hals- og brystben.

Det er vigtigt at bemærke her, at lignende defekter hos kyllinger fra rugemaskiner kan skyldes fejlagtig betjening af maskinen og ikke har noget at gøre med genetiske defekter.

Opløselige vitaminer til høns

Når fuglene skal udstilles eller flyttes over store afstande, er der altid en mulighed for, at de påvirkes af stress. Det er endnu en situation, hvor tilskud er gavnligt i form af opløselige vitaminer fra dyrlægen, og givet i drikkevandet fem-syv, dage kan lindre stress.

Da pakninger med opløselige vitaminer kan holde sig længe uåbne, så man kan sagtens have dem liggende længe på lager. Sørg for at følge dyrlægens instruktioner punktligt og smid resten af vandet væk senest efter et døgn.

hønsefoder - støvbadning
Foto: Støvbadning er vigtigt for høns

Hvornår og hvor meget skal man fodre?

Mængden al foder afhænger af hønseracen, dens udviklingstrin, årstiden samt metoder og omgivelser. Høns foretrække at spise kort efter, de er stået op, og inden de lægger æg.

Når de har støvbadet og undersøgt tingene, tager de sig ofte et hvil midt på dagen, inden de skal fodres igen senere på eftermiddagen. Hvis din fodringsrytme kan passes ind her, er det langt det bedste.

Der er generelt to muligheder, når det gælder fodring: ad libitum og med hånden. Det er vigtigt ikke at overfodre hønsene, da det overskydende foder giver fede, usunde fugle, som hverken vil formere sig eller lægge æg ordentligt. Desuden medfører inaktive høns en større risiko for skadedyrsangreb.

De fleste avlere foretrækker at fodre med hånden, hvormed man så kan ramme de rigtige mængder mere nøjagtigt. Men hvor det ikke er muligt (fx pga. arbejde), må man gå på kompromis med piller eller grutning i en automat om morgenen og et drys korn om aftenen.

Høns elsker dagstimerne, så husk at den sidste fodring ikke skal være så sen, at de ikke har tid nok til at fylde kroen til en lang nat, inden de lægger sig.

Fodermængder

Når du skal regne ud, hvor meget der skal fodres med hånden, så skal du gå ud fra, at en fuldt udvokset hønes daglige behov er 100 gram om dagen – heraf halvdelen (en god håndfuld) skal være korn. Særligt store racer kan behøve mere – ca. 150 g.

Tilpasning af fodermængde

For voksne dværghøns er en 60:40 blanding af piller og korn efter mange avleres mening en bedre blanding, men det er op til dig at observere hønsenes daglige behov nøje for at kunne bestemme den rigtige mængde.

Hvis du ikke finder spor af foder en time efter, at hønsene har spist morgenmad, øges mængden til de sidste små krummer pilles op efter frokost.

Omvendt, hvis der er foder til overs fra om morgenen, når du kommer med eftermiddagens måltid, mindskes morgenmængden tilsvarende.

Meget unge kyllinger skal fodres fire eller fem gange dagligt, men når de er rimeligt aktive og stærke, kan man bruge en lille skål eller trug og fodre ad libitum.

Foder- og vandbeholdere

Når du overvejer størrelsen af et fodertrug, er det vigtigt at måle udenpå. Ved et rundt trug skal der være 2.5 cm til hver fugl. Til et firkantet trug øges afstanden til 10 cm. pr. fugl.

Af hensyn til biosikkerheden er det bedst at fodre fuglene indendøre. Hvis de skal fodres udendørs af en foderautomat indkøbt til lejligheden, så lad være med at lade dig friste til købe en med flad bund.

Bunden skal være konisk, så foderet glider ned i truget og ikke efterlades ubrugt og risikerer at blive muggent. Noget der nemmere kan ske med et fladbundet fodertrug.

Fodring i hønsehuset

Hvis du fodrer høns i indhegning eller hønsehus og bruger trug, skal de eleveres fra jorden (fx sættes på nogle mursten eller lignende). Så undgår de at blive fyldt med strøelse. Af samme grund skal runde foderautomater hænges i en kæde ned fra en loftsbjælke.

Vandskåle til høns


Vandskåle kan være af galvaniseret metal eller plastik og findes i mange udgaver. Der skal være 2,5 cm. plads til hver fugl. Vandskåle kan være praktiske om vinteren, da man kan forhindre, at vandet fryser. Dette ved at hælde glycerin på overfladen, hver gang man skifter det.

Til meget små flokke eller til dværghøns er keramikskåle gode, da de er tunge nok til ikke at vende bunden i vejret og nemme at rengøre.

En anden mulighed er at konstruere et automatisk system, hvilket meget nemt lader sig gøre ved at montere en flyder og en ventil i en kraftig plasticskål. Vandet kommer ind gennem et polyethylenrør fra vandhanen.

Det er vigtigt at tjekke, at flyderen ligger frit for at undgå oversvømmelse, og at anbringe skålen på en jævn overflade. Man kan også købe hængetrug billigt og nemt fra specialforretninger.

Hæng dem i en trefod lavet af solide træstave eller i en stav mellem to pæle. Vandet kommer fra en vandtank ikke direkte fra hanen, og filteret, som forhindrer slam i at tilsnavse den fjederbetjente pakning, skal rengøres ugentligt.

Begge typer drikkeautomat kan rengøres ved simpelthen at vende dem om og tippe indholdet ud i en spand, så gulvet ikke bliver vådt. De fyldes igen automatisk og skylles igennem.

Foderlager

Stedet hvor du opbevarer dit hønsefoder, skal være køligt, tørt og godt ventileret. Foderet skal beskyttes mod snavs, støv og utøj.

Forudsat at skuret ikke kan besøges af husdyr, er det en god ide at have mange fælder samt rotte- og musegift.

Opbevar ikke fodersække direkte på sten- eller betongulv, uanset hvor tørt det måtte være, da der kan forekommer kondens og fugt mellem gulv og sæk. Af samme årsag opbevarer fodervareforretninger også deres foder på paller eller hylder.

Brug ikke købt foder, som er over holdbarhedsdatoen. Der er ikke blot fare for, at foderet er dårligt; nyttige stoffer eller vitaminer er også langt mindre effektive eller slet ikke effektive mere. Hvis foderet bliver fugtigt eller ødelagt, bør det smides væk.

Hvis der kun skal opbevares en lille mængde foder, kan det kommes i en beholder med låg.

Galvaniserede beholdere er gode, for der kan rotter ikke gnave sig igennem som de kan med plastic. Nogle beholdere kan inddeles, så man kan have piller og korn i samme beholder.

Kilder:

https://www.dpi.nsw.gov.au/__data/assets/pdf_file/0005/125690/poultry-keeping-on-a-small-scale.pdf

https://ernaeringsfokus.dk/mad-og-sundhed/foedevarernes-rolle-i-kosten/koed-fjerkrae-aag

https://lf.dk/viden-om/oekologi/okologiske-produkter/aeg-og-fjerkrae

https://www.agric.wa.gov.au/livestock-biosecurity/keeping-backyard-chickens